Hvad er en rodbehandling?
En rodbehandling er en udrensning af tandrodens nerve- og bindevæv, som sidder beskyttet midt inde i roden, men som er blevet betændt på grund af indtrængen af bakterier fra caries eller revner.
Hvad du kan forvente?
Behandlingen bliver udført af en professionel tandlæge i lokalbedøvelse – og vil derfor være nærmest smertefri. Først når bedøvelsen virker, og du føler dig tryg, påbegyndes rodbehandlingen. Efter endt behandling er det almindeligt at opleve lette smerter, ømhed eller spændinger i området, hvor behandlingen har fundet sted. Smerterne kan dog håndteres med almindelig smertestillende medicin. I nogle tilfælde kan der være behov for antibiotika til at slå den akutte betændelsesproces ned, men det vil din tandlæge altid kunne vurdere og hermed hjælpe dig bedst muligt til en god behandlingsoplevelse.
Hvorfor bliver en tandrod betændt?
Et almindeligt hul i tanden, som ikke er blevet behandlet eller behandles for sent, kan føre til en infektion i tandens nerve. Længere tids uhensigtsmæssig overbelastning af en tand eller et falduheld kan medføre infraktioner eller inkomplette frakturer i tænderne. Her kan der opstå en vedvarende smerte i tanden med kulde- og varmefølsomhed samt tyggeømhed, som ikke kan klares ved almindelig aflastning eller fyldning. Er infektionen allerede nået ned til tandens rodspids og den omkringliggende knogle, kan en murrende smerte opstå. Infektionen kan også være af mere kronisk karakter uden symptomer. Her vil betændelsen i knoglen ofte blive opdaget ved et tilfælde, når der tages et røntgenbillede af anden årsag. Her lokaliseres betændelsen ved rodspidsen.
Hvor stor er sandsynligheden for succes?
Rodbehandling er kompleks og hver tand har sit eget unikke rodforløb. Succesraten ligger på ca 96-98% i tilfælde, hvor kæbeknoglen ikke er involveret (Lidt lavere for flerrodet kontra enkeltrodet tænder). Hvis der er infektion i kæbeknoglen vil succesraten ligge en smule lavere på 85-90%, mens revision af en allerede udført rodhandling har en succesrate på 80-85%.
Pris
Prisen for rodbehandling varierer og afhænger af hvilken tand, der har behov for behandling. Antallet af rødder og rodkanaler har betydning for prisen. Derfor koster en fortand med en rod (1-2 rodkanaler) mindre end en stor kindtand med 3 rødder (3-4 rodkanaler). For at finde den eksakte pris, tages et røntgenbillede af den pågældende tand, så infektionens omfang kan vurderes og antallet af forventede rodkanaler afgøres – først herefter kan prisen for behandlingen fastsættes. Hos Tandlægerne i Lyngby tilbyder vi dig altid et skriftligt behandlingsoverslag.