Hvad er en protese?
Proteser findes som helproteser og delproteser.
Delproteserne kan være lavet helt i akryl og understøttet af gummen (gingivalt understøttet) eller være en kombination af et metalstel ophængt på resttandsættet med bøjler og besat med tænder og ”gummer” i akryl (unitor). Endelig findes der også teleskop (tandkroneunderstøttede) proteser og implantatunderstøttede (hybrid) proteser. Disse er specialproteser, som er noget dyrere at fremstille end de øvrige proteser, men som til gengæld ofte er forbundet med noget højere komfort.
Hvad du kan forvente!
Tiden, det tager at få en protese, afhænger af den nødvendige forbehandling. En protesebehandling kan tage 3-4 uger, da der er flere arbejdsgange med aftryk, sammenbid og prøvning af tandopstilling, som skal overholdes.
Gør det ondt?
Skal tænder fjernes, implantater indsættes eller anden behandling iværksættes forud for protesebehandlingen, foregår dette under brug af lokalbedøvelse. De øvrige forberedelser er ikke forbundet med smerter.
Risikerer protesen at falde ud, når jeg tygger?
En protese falder ikke ud, når du tygger, men hvis protesen ikke er tilstrækkeligt understøttet, kan den gå løs under tygning. Det kan derfor være nødvendigt at understøtte protesen med f.eks. implantater, hvor protesen kan klikkes fast til (tryklås). Andre gange kan en re-basering (underforing) være nok til at give tilstrækkelig støtte. Tænder og gummerne ændrer sig hele livet, og derfor er løbende tilpasning af tingene nødvendig.
Priser:
Prisen afhænger af flere faktorer, da der er forskellige typer proteser samt eventuelle krav til nødvendig forbehandling. Prisen beregnes ud fra den aktuelle behandling, men du vil altid kunne forvente at få et prisestimat forud for behandlingsstart.